
Dyrenes Beskyttelse: Lara var en af danskernes elefanter
Anne Sofie Meilvang fra Dyrenes Beskyttelse har fulgt Lara tæt gennem mange år.
Palle Nevad Frandsen Journalist
Offentliggjort 22.04.2026 - 16:45
Dyrenes Beskyttelse var gennem mange år frontkæmpere for at få forbudt eksotiske dyr i cirkus, og derfor også helt afgørende for, at de fire pensionerede elefanter i 2020 ankom til Knuthenborg Safaripark. Derfor var Anne Sofie Meilvang fra Dyrenes Beskyttelse også til stede i safariparken, da Lara onsdag blev aflivet.
Der er et tæt samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark, som i dag rækker langt ud over cirkuselefanterne, men de fire elefanter har gjort et stort indtryk.
- Det er virkelig en trist dag, siger Anne Sofie Meilvang.

Rette beslutning
Knuthenborg har holdt organisationen løbende opdateret på Laras helbred, og mandag fik Anne Sofie Meilvang besked på, at den tidligere cirkuselefant nu ikke havde længe tilbage.
- Vi har jo haft meget med disse elefanter at gøre, men beslutningen er selvfølgelig den rette. Hun skulle ikke gå og have det dårligt, fortæller hun til Folketidende.
Allerede i 2018, da et flertal i Folketinget forbød eksotiske dyr i cirkus, begyndte kontakten mellem dyreorganisationen og Lara. Siden har Anne Sofie Meilvang ofte besøgt de fire pensionerede elefanter. Selvom Laras liv slutter tidligt, så glæder hun sig alligevel over den tid, som Lara fik på Lolland.